Nyheder

BIRN Group og Scania accelererer den grønne omstilling i transportindustrien

Skrevet af Camilla Jebjerg Høgedal | 27-06-2023 07:28:32

BIRN Group har i mange år leveret støbejernskomponenter til lastbilsindustrien, og nu udvider vi netop dét marked med rådgivning om og udvikling af mere klimavenlige løsninger til blandt andet fremtidens el-lastbiler. Læs mere om vores samarbejde med Scania om udvikling og produktion af mere end 50 støbejernskomponenter skræddersyet til lastbilsproducentens batteridrevne køretøjer.

Ifølge det Europæiske Miljøagentur er tunge køretøjer ansvarlige for ikke mindre end en fjerdedel af CO2-udslippet fra al vejtransport i EU. Derfor arbejder de europæiske lastbilsproducenter i dag hårdt på at nedbringe klimaaftrykket, og dén udvikling er så småt begyndt at forgrene sig gennem hele værdikæden. Det gælder også til os hos BIRN Group, der i årtier har leveret støbejernsløsninger til den europæiske lastbilindustri.

Hos BIRN Group oplever vi i øjeblikket nemlig efterspørgsel fra flere af vores kunder i lastbilindustrien om dokumentation af vores støbejernskomponenters CO2-aftryk, livscyklusvurderinger og holdbarhed samt spørgsmål om bæredygtighed i produktionen. Det har ifølge vores koncerndirektør Claus Beier åbnet et helt nyt marked for rådgivning om og udvikling af mere klimavenlige produkter:

- Vi er stolte over, at vores kunder i lastbilindustrien har anerkendt vores bidrag til den grønne omstilling og har inviteret os til at deltage i udviklingen af fremtidens elektriske lastbiler. Dette skyldes delvist vores fokus på bæredygtighed og evnen til at imødekomme producenternes krav om dokumentation, siger han og fortsætter:

- Og det skyldes til dels også BIRN Groups mangeårige erfaring som udviklingspartner for lastbilsindustrien. Vi har knowhow og certificeringerne til at kunne udvikle nye løsninger, herunder komponenter til elektriske lastbiler, som stiller andre krav end traditionelle lastbiler. Med elektrificerede køretøjer er der eksempelvis stort fokus på rækkevidde, og hvor langt en el-lastbil kan køre på en opladning. Derfor må komponenterne ikke være for tunge, da stor vægt selvsagt kræver mere energi.

 

Hjælper med at udvikle fremtidens el-lastbiler

Et godt eksempel herpå er den svenske lastvognsproducent Scania, som sidste år satte sig et mål om at reducere CO2-udledningen med op til 90 procent i hele sin europæiske værdikæde. Det stiller også nye krav til underleverandører som BIRN Group, og vi er i samarbejde med Scania nu begyndt at udvikle emner til fremtidens el-lastbiler:

- Scania udvikler og producerer alle løsninger med fokus på at reducere CO2-udledningen. Dette er en topprioritet for os, hvilket er grunden til, at vi var en af de første producenter af tunge transportløsninger, der skrev under på FNs Science Based Targets. Vi forpligter os dermed til at reducere CO2-udledningen fra vores produkter både under brug og produktion. Det er derfor afgørende, at vores underleverandører er en integreret del af denne rejse, og det er BIRN et godt eksempel på, da de ligesom os arbejder hårdt på at reducere deres eget klimaaftryk og styrke deres tilbud indenfor udvikling af bæredygtige støbejernsløsninger, fortæller Tom Kvarnström, der er Director Commodity Powertrain hos Scania, og fortsætter:

- Vores Super Powertrain var et vigtigt skridt på denne rejse og efterfølges af en voksende serie af Battery Electric Vehicles. Vi vil fortsætte med at udvikle og styrke kravene til både forbrændingsmotorer og elektriske løsninger for at sikre, at vores forsyningskæde i betydelig grad bidrager til vores vision om at være en leder inden for bæredygtige transportløsninger.

I tæt samarbejde med Scania er vi allerede godt i gang med at udvikle op til flere emner til lastbilproducentens el-lastbiler, og ifølge Claus Beier er der endnu flere emner i støbeskeen:

- Vi har i øjeblikket mere end 50 nye støbejernskomponenter til elektriske køretøjer i vores pipeline, og der udvikles løbende nye. Så Scanias eldrevne lastbiler er en interessant case for vores forretning, siger han slutteligt.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst::

  • Koncerndirektør Claus Beier, BIRN A/S, mobil 2923 1227 og e-mail: cbe@birn.dk
  • Presseservice: Anders Bo Andersen, mobil 2869 8307 og e-mail: anders@publicity.dk