BIRN Group har netop afsluttet sin årlige medarbejdertilfredshedsundersøgelse, der vidner om fortsat høj trivsel i jernstøberikoncernen. Det gælder blandt andet i renseriafdelingen hos BIRN i Holstebro, hvor et mentorforløb blandt andet har styrket fagligheden, sammenholdet og produktiviteten.
For andet år i træk har BIRN Group valgt at udføre en medarbejdertilfredshedsundersøgelse på tværs af støberikoncernens 7 selskaber og ca. 800 medarbejdere i henholdsvis Danmark, Sverige, Tyskland og Italien.
Undersøgelsen er udført af det danske analysebureau Ennova og måler på to overordnede parametre, nærmere bestemt arbejdsglæde og loyalitet. Sidste års undersøgelse viste en stor stigning inden for begge parametre, og det høje niveau har man ifølge dette års undersøgelse formået at opretholde på tværs af koncernens selskaber.
- Det er altid svært at leve op til så flotte resultater, som sidste års tilfredshedsundersøgelse viste. Derfor er jeg enormt tilfreds og ikke mindst stolt af, at vi i BIRN Group har bibeholdt et højt trivselsniveauet, fortæller koncerndirektør hos BIRN Group, Claus Beier.
De positiver takter gælder også koncernens største selskab, BIRN i Holstebro. Her har man i stil med resten af koncernen opretholdt et højt tilfredshedsniveau blandt medarbejderne – endda med en lille stigning sammenlignet med sidste års undersøgelse.
- Der blev på baggrund af sidste års undersøgelse udarbejdet en række handlingsplaner, som man i løbet af det forgangne år har arbejdet fokuseret på. Dét arbejde har kastet resultater af sig, kan vi jo se ud fra den seneste undersøgelse. Nu handler det om at bevare den positive udvikling og stadig udarbejde handlingsplaner, hvor der er behov for det, siger Claus Beier.
Mentorordning øger glæden og produktiviteten
Flere af handlingsplanerne hos BIRN har handlet om udvikling af medarbejdernes faglige kompetencer og øget fleksibilitet i afdelingerne. Det gælder eksempelvis i BIRNs renseriafdeling, hvor de færdigstøbte emner renses og klargøres inden bearbejdning og overfladebehandling.
Her har de med stor succes implementeret en mentorordning, hvor medarbejderne bliver oplært i flere af afdelingens arbejdsopgaver med henblik på at udvikle de faglige kompetencer og øge afdelingens fleksibilitet. Det fortæller Christian Dunker, som er en af afdelingens mentorer. Han er ansvarlig for oplæring i renseriets robotceller, hvor han indtil videre har haft mere end 20 kollegaer igennem et mentorforløb:
- Som mentor har jeg en tjekliste med en række delmål for, hvad den enkelte medarbejder skal kunne, før vedkommende har gennemført forløbet og er godkendt til at arbejde selvstændigt i denne her del af afdelingen. Forløbene har vi mentorer udviklet i samarbejde med afdelingens ledelse. Det er nogle meget strukturerede forløb, som godt kan tage lidt tid, men så er vi også sikre på, at folk bliver klædt ordentligt på til opgaven, siger han.
Ifølge Christian Dunker rummer mentorforløbene også andre positive aspekter, blandt andet samarbejde og oplæringen af nye medarbejdere:
- Vi får hver især får en bedre indsigt i de forskellige opgaver, og det har styrket samarbejdet. Blandt andet fordi folk har bedre mulighed for at hjælpe hinanden, når de kender til de forskellige arbejdsopgaver. Men forløbene er måske særlig vigtige i forhold til nye medarbejdere. De er nemlig med til at sikre en god onboarding både i forhold til opgaverne og sikkerheden, men også rent socialt, så de nye medarbejdere føler sig ordentligt budt velkommen. Som mentor skal jeg nemlig ikke kun stå for oplæringen i min del af afdelingen, men jeg skal også sørge for, at den nye medarbejder kommer med til frokost osv.
Netop involvering og ansvar i udviklingen og eksekveringen af handlingsplanerne har været afgørende for blandt andet mentorforløbenes succes, lyder det fra afdelingsleder i renseriet, Allan Andersen:
- Vi opfordrede dem til at sætte nye standarder for, hvordan tingene skulle fungere, både for dem selv og for afdelingen som helhed. Det er jo i bund og grund medarbejderne, det handler om. Så skal vi øge arbejdsglæden og ejerskabet hos dem, så er det altafgørende, at de allerede fra start har været en del af processen.
- Vi kan se på vores KPI’er, at det også har smittet af på afdelingens produktivitet. Det giver både os fra ledelsen og medarbejderne selv endnu mere blod på tanden og mod på at udvikle videre på de flotte resultater, siger han slutteligt.
For yderligere oplysninger kontakt venligst: