Nyheder

Jernstøberi reducerer naturgasforbrug med 25 procent ved hjælp af varmegenvinding

Skrevet af Camilla Jebjerg Høgedal | 05-02-2024 07:00:00

Jernstøberiet BIRN ønsker i 2024 at reducere sit naturgasforbrug med omkring 25 procent. Årsagen er recirkulationen fra to nye genvindingsanlæg, der benytter den overskydende varme fra dele af BIRNs produktion til at opvarme resten af virksomheden.

Selvom det nye år blev skudt ind med snevejr og frostgrader, så behøver medarbejderne hos jernstøberiet BIRN i Holstebro ikke at finde det varme undertøj frem endnu. Hos BIRN har man nemlig investeret i to nye varmegenvindingsanlæg, der holder på varmen i dele af jernstøberiets produktionslokaler.

De to nye varmegenvindingsanlæg tager den overskydende varme fra BIRNs rensekammer og genvinder det tilbage ind på fabrikken. De to anlæg dækker helt konkret 10.000 kvadratmeter produktionslokaler, og så forventes de at reducere jernstøberiets naturgasforbrug med op til 25 procent i 2024, fortæller energiansvarlig hos BIRN Group, Emil Brodersen:

- Vi er løbende på udkig efter måder, hvor vi kan effektivisere vores energiprocesser og optimere ressourceforbruget, og her har varmegenvinding vist sig at have et enormt potentiale for vores virksomhed. De to anlæg har været i drift i godt to måneder og har i den periode allerede sparet os omkring 55.000 kubikmeter naturgas, så det er en særdeles interessant case for os – både set med bæredygtige og økonomiske briller, siger han.

BIRN forventer at investere i et tredje varmegenvindingsanlæg til foråret, der skal kobles op på støberiets ovnfilter samt et fjerde genvindingsanlæg i sommeren 2024. Gennem løbende investeringer i blandt andet genvindingsanlæg håber man hos BIRN på, at man på sigt helt kan udfase brugen af naturgas.


Overflødiggør skorstene

De nye varmegenvindingsanlæg smitter ikke kun positivt af på BIRNs naturgasforbrug. Det har også positiv betydning for omgivelserne omkring BIRNs fabrik i Holstebro. Kombineret med modernisering af produktionsanlæg kunne man allerede i sommers nedlægge to skorstene, og hos BIRN regner man med at kunne nedlægge flere skorstene på sigt, ved øget investering i genvinding.

- Vi arbejder løbende på at forbedre omgivelserne omkring vores fabrik, hvor det er muligt. Så da de to skorstene fra vores gamle oliecentral og maleranlæg blev overflødige, blev det besluttet, at de skulle fjernes, lyder det slutteligt fra Emil Brodersen


For yderligere oplysninger kontakt venligst: