Der høstes medaljer hos jernstøberiet BIRN i Holstebro, hvor to 50-års jubilarer og en 40-års jubilar modtager Den Kongelige Belønningsmedalje. Kurt Reinholt og Jørn Søe Kristensen har hver især rundet 50 år i henholdsvis planlægningen og produktionen, mens Kurt Søgaard har været ansat mere end 40 år i kontrolafdelingen.

De var henholdsvis blot 19 og 17 år, da de fik job hos jernstøberiet BIRN i Holstebro – og de har begge rundet 50 år i virksomheden. Kurt Reinholt og Jørn Søe Kristensen vidste ikke dengang tilbage i 1973, at virksomheden skulle være deres arbejdsplads i de næste mange år. Men sådan gik det, og det betyder blandt andet, at de to trofaste medarbejdere nu hyldes med Den Kongelige Belønningsmedalje. Det samme gør sig gældende for Kurt Søgaard, der som 23-årig i 1979 startede hos jernstøberiet. Han begyndte som timelønnet kontrolmedarbejder og blev siden funktionær og afdelingsleder i virksomheden, hvor han således har rundet 40 års ansættelse – og lidt til.

Den Kongelige Belønningsmedalje er blandt andet tiltænkt faglærte og ufaglærte privatansatte, der har været ansat uafbrudt i mindst 40 år i samme virksomhed. Kurt Reinholt er netop gået på pension, mens Kurt Søgaard og Jørn Søe Kristensen stadig arbejder hos BIRN, dog på nedsat tid.

- Noget af det, der er årsagen til, at jeg er blevet i virksomheden i 50 år, er blandt andet, at man løbende har taget ny teknologi til sig, så vi i dag har mange flere maskiner og hjælpeværktøjer til rådighed. Det er både en stor aflastning for os som medarbejdere, og så er det vigtigt for at følge med udviklingen og ikke gå i stå som virksomhed. BIRN er desuden et stabilt sted at være, hvis bare man passer sit arbejde. For mig er det vigtigt med et godt og sikkert job, hvor forholdene er i orden, siger Jørn Søe Kristensen.

Den trofaste og mangeårige indsats fra alle tre medarbejdere har gjort dem fortjent til Den Kongelige Belønningsmedalje, som de netop har modtaget ved et festligt arrangement hos BIRN.

- Vi gør meget ud af at investere i vores medarbejdere og tilbyder derfor gode arbejdsvilkår og fastholder lokal produktion i en international koncern. Derfor er det også vigtigt, at vi markerer og fejrer mærkedage og så flotte præstationer som mangeårige jubilæer og tildeling af kongelige medaljer, siger Group CEO Claus Beier.

_24A9453 web

Fra venstre: Claus Beier, Group CEO, BIRN Group, Jørn Søe Kristensen, Kurt Reinholt og Kurt Søgaard.



For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Seneste nyheder

Støberikoncern på udkig efter nye kilder til skrot
Støberikoncern på udkig efter nye kilder til skrot
30 august, 2024

Virksomheder skal blive endnu bedre til at bruge hinandens ressourcer, for dét, der er affald i én virksomhed, kan sagte...